De skal administrere seniorpension

Det er nu besluttet, hvilken myndighed der skal tildele seniorpension, når den nye ordning træder i kraft efter nytår. I Fagbevægelsens Hovedorganisation er formand Lizette Risgaard skeptisk.

Efter flere måneders tovtrækkeri er partierne bag aftalen om seniorpension blevet enige om, hvem der skal administrere ordningen.

Fra 1. januar 2021 bliver det en ny selvstændig myndighed under ATP, der skal tilkende seniorpension. Det bliver dog stadig kommunerne, der skal administrere seniorpensionen i det første år, når ordningen træder i kraft 1. januar 2020.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Det skal bane vejen for, at borgere uanset, hvor de bor, bliver behandlet ens.

Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister

Der bliver tale om en ny selvejende institution med selvstændig bestyrelse, som oprettes ved lov og tillægges myndighedsansvaret for administration og tilkendelse af seniorpension. Indtil den nye myndighed er på plads, får kommunerne ansvaret for at tilkende seniorpension.

“Jeg er glad for, at vi nu har fundet en permanent løsning for administrationen af seniorpension, hvor vi giver ATP et år til at etablere den nye myndighed. Det skal bane vejen for, at borgere uanset, hvor de bor, bliver behandlet ens”, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

Ordning vedtaget under VLAK

Det var den tidligere VLAK-regering under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der før valget indgik en aftale med De Radikale og Dansk Folkeparti om at oprette ordningen. Socialdemokratiet har siden tilsluttet sig aftalen. Men forligspartierne har ikke kunnet blive enige om, hvilken myndighed der skulle tildele den nye pension. Både kommunerne og ATP har tidligere afvist at påtage sig opgaven.

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, er derfor glad for, at de sidste søm nu er slået i aftalen.

“Det har været afgørende for Venstre, at det bliver en ny landsdækkende myndighed, der skal stå for tilkendelse af seniorpension. Det sikrer, at det ikke er postnummeret, der afgør, om man får tilkendt en seniorpension”, siger han i pressemeddelelsen.

Må højst have arbejdsevne på 15 timer

Ordningen giver personer, der opfylder en række krav, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet seks år før den normale folkepensionsalder. Samtidig får de seniorpension, indtil de når pensionsalderen. For at kunne få seniorpension skal man blandt andet have været på arbejdsmarkedet i minimum 20-25 år og have en arbejdsevne på højst 15 timer om ugen.

“Det er en god aftale, der betyder, at folk, der er nedslidte på grund af arbejde eller sygdom, kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og søge seniorpension 6 år før pensionsalderen, hvis deres arbejdsevne er 15 timer eller derunder om ugen. Det skal ske, uden at de skal slæbes igennem arbejdsprøvning og afklaring”, siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.

Fagbevægelsen: Dårlig idé

I fagbevægelsen er man langt fra begejstret for, at det er en myndighed under ATP, der skal administrere seniorpensionen. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) så hellere, at der blev etableret en nem og ubureaukratisk model med såkaldte socialmedicinske klinikker som omdrejningspunkt.

Jeg er ærgerlig over, at forligspartierne har valgt en dyrere og dårligere løsning.

Lizette Risgaard, formand for FH

“Jeg er skeptisk overfor, at én central myndighed skal afgøre borgernes ansøgninger om seniorpension, hvis ikke der gives et kvalificeret fagligt bidrag fra de socialmedicinske centre”, siger formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

FH har konkret foreslået, at udvalgte a-kasser med lokal forankring skal overtage myndighedsopgaven i samarbejde med de socialmedicinske centre for blandt andet at sikre en god borgerbehandling, god vejledning og sikker faglig vurdering af arbejdsevnen.

“Jeg er ærgerlig over, at forligspartierne har valgt en dyrere og dårligere løsning i stedet for en billigere, bedre og mere borgervenlig model i regi af a-kasserne”, siger Lizette Risgaard.

Hvis man som borger får afslag på seniorpension, mens reglerne administreres af kommunerne, kan man få genoptaget sin sag, når den nye myndighed tager over 1. januar 2021. Det fremgår af lovforslaget, som Folketinget færdigbehandler i denne uge, og som altså træder i kraft 1. januar 2020.

Først publiceret: 17. december 2019
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2021 kl. 18:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

Combell - staging