Kronprinsen sat i arbejde på lager i Farum

Et produktionslager i Farum fik fornemt besøg onsdag af kronprins Frederik i forbindelse med forberedelserne til Royal Run, der løber af stablen 12. september.

På lageret produceres samtlige bannere, kilometer-mærker, plakater og portaler bliver trykt og opbevaret, inden det hele skal sendes ud til Royal Run-byerne Aalborg, Sønderborg, Odense, København/Frederiksberg og Rønne.

Kronprinsen blev sat i sving med at hjælpe med at pumpe den store målportal op, han var med til at printe plakater, og så fik han desuden set på de mange populære medaljer, der skal pryde de nu over 70.000 deltagere, når kommer over målstregen.

“Det glæder os, at Kronprinsen tager så stor del i planlægningen af Royal Run. Det er netop dette engagement, der gør vores event helt særligt,” siger Jens Otto Størup, der er medlem af Royal Runs styregruppe og administrerende direktør i DGI.

Tilbage på sporet

Kronprinsen blev under besøget også involveret i, hvordan plakater, bannere og kilometermærker blandt meget andet bliver genbrugt fra tidligere løb for at gøre eventet så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Royal Run måtte sidste år aflyses på grund af corona, senere blev det udsat fra maj til september.

Derfor er det også T-shirts og medaljer, der blev produceret til løbet i 2020, der vil blive brugt i år.

“Danskerne har taget Royal Run til sig, selv her efter en aflysning og en udsættelse, og det glæder os utroligt meget. Nu skal vi tilbage på sporet og motivere danskerne til at bevæge sig,” siger medlem af Royal Runs styregruppe og direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen.

Det er stadig muligt at tilmelde sig Royal Run i samtlige byer på www.royalrun.dk

Først publiceret: 12. august 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
Combell - staging