Drenge redder kvinde i kørestol fra husbrand

To drenge indstillet til heltepris efter de reddede kvinde i 60'erne - der sidder i kørestol - fra brændende hus. De har formentlig reddet hendes liv.

To store drenge på 16 og 17 år reagerede resolut og reddede en kvinde i 60’erne – der sidder i kørestol – ud fra et brændende hus i Ringsted.

Det er de to nu indstillet til en heltepris for.

De to drenge kom tirsdag eftermiddag lidt over 17 tilfældigt forbi huset og så et orange skær i en vindueskarm, og en brændende juledekoration.

De forsøgte i første omgang at banke på ruden, men da de ikke fik kontakt til nogen løb de om til hoveddøren, hvor de fik kontakt til en ældre kvinde, der sad i kørestol.

Huset var fyldt med røg, men det lykkedes de unge mænd at få reddet kvinden i 60´erne ud af huset.

Politi, brandvæsen og ambulance kom frem kort efter, og branden blev hurtigt slukket før den forårsagede større skader på huset.

Kvinden blev kørt til sygehuset til observation for røgforgiftning, men hun var ikke kommet noget alvorlig til.

De to unge mænd bliver nu indstillet til dusør for deres helteindsats, som med stor sandsynlighed reddede kvindens liv, oplyser politiet.

Først publiceret: 16. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
Combell - staging