Fødevarer fragtet i varme biler: Mad til ældre går fri

Hver fjerde fødevarevirksomhed fik bøde eller advarsel, da Fødevarestyrelsen tjekkede blandt andet restauranters, kioskers og bageres kørsel med madvarer. Kørsel til pensionister går fri.

“Køkkener, som ofte bringer mad ud til ældre og handicappede, ligger helt i top på karakterskalaen.
Fødevarer til handicappede og ældre ser ud til næsten altid at nå frem helt rigtigt afkølet”.

Sådan siger Fødevarestyrelsens Ulrich Pinstrup efter at styrelsen i en kampagne har afsløret, at hver 3. virksomhed brød regler og kørte madvarer ud i varme biler.

Men kun et enkelt af 34 tilfælde måtte kontrollanterne udsendt af Fødevarestyrelsen op med formanende anmærkninger til de store kommunale udbringningsvirksomheder, der blandt andet bringer mad ud til pensionister, da den store fødevarekampagne løb af stablen i sommers.

Den ene anmærkning handlede ikke engang om for høj temperatur under transporten. Der manglede bare en særlig godkendelse.

Til gengæld kneb det mere med andre virksomheder.

Nej til lun mælk

Under kontrolkampagnen fik 385 restauranter, kiosker, institutionskøkkener og bagere samt måltidskasseleverandører en målrettet kontrol af egne madtransporter.

”Når en restaurant, et bageriudsalg eller en kiosk henter varer og leverer mad til kunder, skal de have fod på blandt andet både de rette temperaturer og styr på hygiejnen inde i transportbilen. Det har de langt fra altid”.

“Flere end hver tredje virksomhed fulgte ikke de gængse regler, da vi gennemførte kontrolkampagnen”, fortæller Ulrich Pinstrup, der er Fødevarestyrelsens sektionsleder i hygiejnegruppen.

Kontrollanterne kom hjem med kontrolrapporter, der viste, at en del virksomheder kørte rundt med både kød og mejeriprodukter uden af have hverken køleinventar eller isolerende flamingoplader i bilen til at køle maden ned med.

Varm krebsesalat

Fødevarer skal transporteres forsvarlig ved køleskabstemperatur. Typisk er det fem grader.

”Vi kan se nu, at det er nødvendigt at få virksomhederne til at stramme op om madtransporterne”, siger Ulrich Pinstrup.

Nu vil han have hjælp fra virksomhedernes brancheorganisationer til at tage mere ansvar for, at temperaturen skrues ned i bilerne.

Selvfølgelig kan man blive helt svedt ved tanken om at få ondt i maven af bragt mad, fordi kyllingelår, krebsesalat og måske mælk er transporteret al for lang tid i en al for varm bil.

Ind på køl

”Lige nu kan folk, der får mad bragt ud, hjælpe sig selv meget ved altid at stille fødevarer på køl prompte, de lander på matriklen”.

“Husk også at sætte mad, der er tilovers fra måltidet, i køleskabet med det samme”, lyder rådene fra  Ulrich Pinstrup.

Først publiceret: 20. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:48

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
Combell - staging