Advarsel: Tallerken må ikke bruges til mad
Fødevarestyrelsen advarer mod at bruge tallerken med citronmotiv, der er solgt i Bilka og Føtex over hele landet. Tallerkenen afgiver kemisk stof.
Tallerkner skal normalt bruges til at komme mad på.
Men det gælder ikke tallerkner med citronmotiv, der er solgt i Bilka og Føtex over hele landet, advarer Fødevarestyrelsen.
Der er tale om engangstallerkner fra Koopman International, hvor der er konstateret en risiko for, at produktet afgiver en for høj mængde af det kemiske stof melamin.
Melamin i en mængde over den tilladte grænse er ikke egnet til at komme i kontakt med fødevarer, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Tallerknerne er solgt i butikkerne siden marts sidste år.
Forbrugerne rådes til til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.
Dette produkt advares der om
Melamintallerkener med citronmotiver
Batchnummer: 377627 og 366248
EAN-kode: 8719987808104
Produktet er solgt siden marts 2021
Først publiceret: 10. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 15. marts 2022 kl. 18:58