Opråb til allergikere: Husk dette

Når vi sænker temperaturen indenfor, giver vi de allergifremkaldende husstøvmider og skimmelsvampe bedre levevilkår. Derfor kommer Astma-Allergi Danmark med et vigtigt råd.

Du behøver ikke at lufte ud mere end 5-10 minutter ad gangen for at påvirke luftfugtigheden i den rigtige retning.

Temperaturen er mange steder skruet ned til 19 grader.

Endnu er der ingen krav om lavere temperaturer i private hjem, men regeringen opfordrer alle danskere til at spare på strømmen og sænke temperaturen.

Da vi bruger 90 procent af vores tid inden døre, vil temperaturændringerne også kunne påvirke vores helbred.

Og de cirka 12 procent af den voksne befolkning, der døjer med eller er disponeret for allergi over for husstøvmider, samt de danskere, der er i risiko for at reagere på indendørs skimmelsvamp, skal tænke sig ekstra godt om.

Risiko for skimmelsvamp

Når temperaturen kommer under 20 grader, kan det nemlig øge luftfugtigheden i hjemmet, hvilket giver bedre levevilkår for netop husstøvmider, der lever i for eksempel dyner, puder og madrasser.

Ligeledes stiger risikoen for skimmelsvampe, når den fugtmættede luft rammer de kølige overflader såsom vinduer og ydervægge i din bolig og skaber kondens.

Kun ganske få personer har decideret allergi over for indendørs skimmelsvamp, men har du astma eller høfeber, kan dine symptomer blive forværret af svampen.

Det kan du gøre

Vil du holde problemerne for døren, er det ifølge professor Lars Gunnarsen vigtigt at få luftet jævnligt ud.

“Vores anbefaling er, at du lufter ud om morgenen, når du står op, om eftermiddagen og om aftenen, før du går i seng. Og at du så vidt muligt sørger for at holde den samme temperatur i alle rum,” lyder det fra professoren.

Fristes du til at bruge brændeovn og stearinlys som supplement til opvarmningen, så er det ekstra vigtigt at lufte ud.

De fine partikler, som bliver udledt ved den slags aktivitet, kan nemlig irritere vores slimhinder i både øjne, næse og lunger, hvilket kan give høfeber- og astmasymptomer.

Kilde: astma-allergi.dk

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 5. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 5. oktober 2022 kl. 7:10

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
Combell - staging