Gælder det også dig? Flere vil få mere i pension i 2023
Nye regler om modregning betyder, at flere vil få ret til ældrecheck, varmetillæg, mediecheck og personlige tillæg.
Fra 1. januar 2023 vil ægtefælle eller samleveres indkomst fra arbejde, efterløn, arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge ikke længere indgå ved beregning af folkepensionen.
Denne ændring betyder, at mange vil få forhøjet pensionen.
Her forklarer socialrådgiver Carsten Riis reglerne:
Den personlige tillægsprocent
Beregningen af din personlige tillægsprocent bliver ændret, når ægtefælles og samlevers indtægt ikke længere skal medregnes fra 2023.
Mange har i dag en personlig tillægsprocent på 0 på grund af partnerens indkomst.
Når partnerens indtægt fra løn ikke længere tæller med, vil mange få en højere personlig tillægsprocent. Det er den personlige tillægsprocent der afgør, hvor meget du kan få i tillæg.
Det betyder, at flere vil få ret til varmetillæg, ældrecheck, helbredstillæg og mediecheck.
Ældrecheck og helbredstillæg
2 betingelser skal være opfyldt for at få ældrecheck og helbredstillæg:
Din personlige tillægsprocent skal være højere end 0, og jeres likvide formue skal være under formuegrænsen.
For at få ældrecheck og helbredstillæg skal jeres samlede likvide formue ligge under formuegrænsen, som i 2022 er på 93.000 kroner. Dem bliver reguleret 1. januar 2023, og vi kender endnu ikke den nye formuegrænse.
Hvis jeres formue er under formuegrænsen, og din personlige tillægsprocent ligger over 0, vil du fremover automatisk få ældrecheck, og du kan desuden søge helbredstillæg.
Likvid formue
Din likvide formue opgøres hvert år den 1. januar.
Når man skal opgøre din formue, kigger man på:
- Hvor meget du har stående på din bankkonto.
- Hvad du har af kontanter (kontant beholdning).
- Værdien af aktier, obligationer, investeringsbeviser og andre værdipapirer.
- Om du har en kassekredit med sikkerhed i fast ejendom.
Det kaldes samlet din likvide formue.
Dette tæller IKKE med i din likvide formue:
- Almindelig kassekredit, som ikke har sikkerhed i fast ejendom.
- Fast ejendom.
- Bil, campingvogn m.v.
- Ting du ejer for eksempel et værdifuldt arvestykke.
- Erstatning for ulykke eller sygdom
- Opsparing hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond, arbejdsmarkedspension, aldersopsparing og lignende pensionsordninger.
Varmetillæg
Varmetillæg er et løbende tillæg til varmeudgifter, som udbetales uden hensyn til jeres formue.
Varmetillæg beregnes ud fra ansøgerens personlige tillægsprocent samt størrelsen på jeres varmeudgifter. Varmetillæg kan søges, når den årlige varmeudgift er over 5.500 kroner årligt (enlige) og for par over 8.250 kroner (2022).
Selvom du måske ikke kan få ældrecheck på grund af jeres fælles formue, vil det være muligt at få varmetillæg, hvis din nye personlige tillægsprocent kommer over 0.
Kun én person i husstanden kan søge varmetillæg, og varmetillæg beregnes ud fra ansøgerens personlige tillægsprocent – også selv om partnerens personlige tillægsprocent er lavere eller 0.
Det er derfor vigtigt, at varmetillægget søges af den i husstanden, som har den højeste personlige tillægsprocent.
Mediecheck
Mediecheck udbetales automatisk, hvis din personlige tillægsprocent er 100.
Individuelle personlige tillæg
Der kan søges individuelle personlige tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige.
Her indgår ægtefælles eller samlevers indkomst ved personligt arbejde fortsat.
Disse tillæg ydes ud fra en konkret individuel vurdering foretaget af den enkelte kommune.
Søges eller automatisk udbetaling | Formue | Ændring | |
Helbredstillæg
|
Skal søges | Afhængig af formue | Ny beregning af personlig tillægsprocent 2023. Det sker automatisk. |
Varmetillæg
|
Skal søges | Ikke afhængig af formue | Ny beregning af personlig tillægsprocent 2023. Det sker automatisk. |
Mediecheck
|
Automatisk udbetaling | Ikke afhængig af formue | Ny beregning af personlig tillægsprocent 2023. Det sker automatisk. |
Individuelt personligt tillæg
|
Skal søges | Afhængig af formue | Ingen ændring. Skal søges individuelt. |
Ældrecheck
|
Automatisk udbetaling | Afhængig af formue | Ny beregning af personlig tillægsprocent 2023. Det sker automatisk. |
Spørg socialrådgiveren om pensionstillæg, ældrecheck og folkepension
I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om folkepension og andre sociale spørgsmål.
Først publiceret: 27. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 27. oktober 2022 kl. 14:18