Billetapp gør det nemmere at rejse på tværs af landet

Nyudviklet app skal gøre det lettere at købe billetter på forhånd til rejser med tog, bus, metro og letbane.

I 2022 var der cirka tre millioner aktive Rejsekort i Danmark.

En ny app kaldet ‘RejseBillet’ skal gøre det lettere at købe billetter til rejser med bus, tog, metro og letbane i hele landet.

Appen lanceres til foråret. Det er selskabet bag Rejsekortet, der står bag.

“‘RejseBillet’ bliver den første app i Danmark, som tilbyder landsdækkende enkeltbilletter og periodekort,” siger direktør Kasper A. Schmidt, Rejsekort & Rejseplan A/S, i en pressemeddelelse.

Den nye app gør det muligt at købe enkeltbilletter og pendlerprodukter i hele landet på tværs af de forskellige trafikselskaber og takstområder.

Digitalisering af Rejsekortet

Med ‘RejseBillet’ betaler man på forhånd for billetten – modsat Rejsekortet, hvor man afregner for rejsen, når den er slut.

Ifølge direktøren er den nye app en slags forløber for en længe ventet digitalisering af Rejsekortet.

“Det er første skridt på rejsen mod digitalisering af Rejsekort. Vi ser frem til, at vi kan tilbyde endnu et produkt, som de rejsende med kollektiv transport i Danmark kan få glæde af i deres hverdag,” siger Kasper A. Schmidt.

I 2022 var der cirka tre millioner aktive Rejsekort i Danmark, oplyser selskabet.

Det er således tre ud af fire brugere af den kollektive transport, der har et Rejsekort i baglommen.

Kommer i foråret

I løbet af efteråret 2022 har Rejsekort & Rejseplan A/S i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab afprøvet en digital testløsning for Rejsekort.

Det projekt er man nu i gang med at evaluere, oplyser selskabet til Ritzau.

“Evalueringen skal give os et godt grundlag for en kommende kravspecifikation til en mobil digital Rejsekort-løsning,” skriver selskabet i en e-mail.

Appen ‘RejseBillet’ forventes klar i løbet af foråret. Det præcise tidspunkt er ikke oplyst.

Først publiceret: 26. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 26. januar 2023 kl. 9:20

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
Combell - staging