7 gode råd: Sådan beskytter du din MobilePay
Det er populært at betale med MobilePay. Men også her kan du blive udsat for svindel. Se hvordan du beskytter dig bedst.
Selv om MobilePay er blandt de mest sikre betalingssystemer, forsøger kriminelle også svindel overfor brugerne.
Med disse 7 tip kan du kan øge din sikkerhed, når du bruger MobilePay.
1. Pas på links
Klik aldrig på links i en mail eller sms, som beder om dine følsomme, personlige oplysninger og påstår at komme fra MobilePay. Slet dem.
MobilePay er stor
* 84 procent af danskere i alderen 60-69 år benytter MobilePay og i alderen +70 er det 58 procent.
* Systemet har i alt 4,5 millioner brugere, og 200.000 betalingssteder tager imod betalinger.
* Der var godt en halv milliard transaktioner i 2022, og der blev overført samlet for over 180 milliarder kroner
2. Vær opmærksom
Vær opmærksom på, at MobilePay kun sender dig et link, hvis det udtrykkeligt er aftalt med dig forud for beskeden.
3. Hold kode skjult
Hold altid din MobilePay-kode skjult. Det samme dit MitID/NemID.
4. Brug Face- eller Tourch ID
Pas på ”shoulder surfing”, altså at koder til telefon og MobilePay aflures over skulderen. Brug helst kun Face- eller Touch ID for at styrke sikkerheden af dit login.
5. Del aldrig koden
Del aldrig koden til MobilePay eller til din telefon med nogen. Og sørg for, at de to koder er forskellige.
6. Når du får nyt kort
Hvis du for eksempel skal lægge et nyt kort ind i MobilePay, får du som ekstra sikkerhed sendt en sekscifret kode som sms. Vis den ikke til nogen.
7. Lån ikke telefonen ud
Lad være med at udlevere eller udlåne din telefon til folk, du ikke kender.
Ottecifret nummer er faresignal ved indsamling
Hvis der kommer indsamlere til din dør, og der på indsamlingsbøssen står et ottecifret nummer til MobilePay, så er det et brændende rødt faresignal!
Det er nemlig kun private brugere, der har ottecifrede nummer, og de må normalt ikke arrangere deres egne indsamlinger.
Børns Vilkår og andre organisationer og også virksomheder har et fem- eller eventuelt seks-cifret nummer.
De er sikret på en speciel måde hos MobilePay, og der bliver holdt særligt øje med dem.
Først publiceret: 21. March 2023
Artiklen er sidst opdateret 21. March 2023 kl. 10:16